Om mig
Der var engang… En middag i fællesskab med veninder og en masse snakken frem og tilbage om hvordan det fedeste arbejde i verden må være som madanmelder, blev det foreslået at starte en madblog. En blog fyldt med opskrifter og madanmeldelser. Potentielt en blog som kunne føre til endnu flere oplevelser, restaurantbesøg og en masse gode drikke.
Ideen var dog kun nævnt kort, før den atter blev begravet og aftenen fortsatte med god vin og ikke mindst god mad.
Nu et par år senere, mange års erfaring inden for branchen rigere og et behov for at komme ud til verdenen, producere noget, skrive noget og kærligheden for arbejdet bag en computer, har jeg nu taget ideen op til genovervejelse og bloggen er nu blevet en realitet. Dog med et lidt andet udgangspunkt – mit eget personlige syn på restaurantoplevelser, gastronomi, branchen og service.
Præsentation:
Sidsel, 28 år.
Uddannelse:
- Negot. i hotel management, Syddansk Universitet, Esbjerg
- Cand.merc.HRM
Arbejde:
- 8 års erfaring i restaurations- og servicebranchen som restaurantchef, tjener, receptionist og bartender.
Da jeg blev færdig på HHX i Fredericia i 2007 stod verden for mine fødder. Jeg havde dog ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle bruge den til – endnu. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg ville ud og se og opleve andet end lille Danmark. Derfor fik jeg arbejde i England – et job der skulle ændre mit syn på verden, min fremtid og min uddannelse. Jeg startede i august 2007 på Cliveden House Hotel, et luksuriøst femstjernet country hotel vest for London. Jeg havde aldrig serveret så meget som en kop kaffe for nogen før (med undtagelse af mine forældre måske), og pludselig stod jeg her i et andet land og skulle servicere nogle af Englands og verdens rigeste personligheder (Kylie Minouge, Shirley Bassey, Robbie Downey Jr., blandt mange andre.)
Den første måned var et rent helvede:
- lange arbejdstider
- ømme fødder og ben
- krævende gæster
- …og blandt mennesker jeg ikke kendte
Der gik dog ikke lang tid, efter de værste ømheder havde lagt sig, inden jeg begyndte at være glad for at være der. Jeg fik et godt sammenhold til mine kolleger – vi blev mildest talt en familie, jeg lærte at lave en ordentlig cappuccino, gå med tre tallerkener, sige ’Sir’ og ’Ma’am’ og vigtigst af alt lærte jeg hvordan gastronomi er en kunst. Hvordan mad kan smage, hvilke oplevelser, hvilket sammenhold, fællesskab og hvilken passion mad kan frembringe. Jeg mødte kokke, som siden de var helt små har vidst at det var deres vej frem i livet. Kokke med sans for detaljen, intet måtte anrettes, tilberedes eller tilsmages forkert. Der blev kastet med potter og pander og stærke ord blev smidt igennem luften. En passion blandt mennesker jeg aldrig havde set før. Den fascinerede mig og jeg vidste med ét, at jeg var solgt.
Jeg blev tilbudt at gå fra at være tjener til at blive bookingmedarbejder, men jeg takkede pænt nej, for jeg ville savne sammenholdet mellem tjenere, kokke og sommeliers. Efterfølgende blev jeg tilbudt at starte i køkkenet, hvilket også blev et nej tak. Jeg havde ikke den samme passion for madlavning som kokkene, og var bange for at mit gode forhold til både køkkenchefen, souscheferne og kokkene ville ændres hvis jeg blev en del af deres team. Så med andre forfremmelser i løbet af den tid jeg var der, blev jeg i restaurantafdelingen.
Da jeg flyttede hjem til Danmark igen, var jeg ikke i tvivl om at jeg ville noget inden for branchen. Derfor valgte jeg at studere en BA.Negot. i hotel management i Esbjerg. En samfundsvidenskabelig bachelor med fokus på økonomi, sprog, organisation, kultur, jura, forhandling – men med et stort fokus på turisme og hospitality.
Alt i mens jeg studerede, arbejdede jeg som tjener. Først på Olivia Brasserie i Odense (mens jeg læste nogle matematikfag op), hvor mit sammenhold til mine kolleger var helt igennem fantastisk og endnu engang mindede mig om, hvorfor jeg elskede branchen. Dernæst på Restaurant Gammelhavn i Esbjerg, hvor jeg endnu engang mødte kokke som havde en ildhu, en passion og en kreativitet jeg stadig beundrer i dag. Jeg var en kort tid på Hotel Dagmar i Ribe, hvor sjæl, god mad og hyggelig omgivelser var kendetegnene. Efterfølgende arbejdede jeg på Dronning Louise, et sted hvor maden var god og sammenholdet det bedste jeg længe har oplevet på en arbejdsplads.
I 2012 flyttede jeg til København for at læse min kandidat. Jeg valgte at læse en cand.merc.HR, da jeg først og fremmest synes HR er et utrolig spændende arbejdsområdet og ikke mindst et område som oftest er forsømt i restaurations- og hotelbranchen.
Her fortsatte jeg med at arbejde i branchen, som tjener på BrewPub København.
I forbindelse med min kandidat, var jeg i seks måneders praktik ved Comwell a-s. Her sad jeg med i HR-afdelingen og varetog en masse spændende opgaver indenfor employer branding, kommunikation, sociale medier, rekruttering, plus diverse ad hoc opgaver. Efterfølgende fik jeg arbejde som receptionistafløser ved Comwell Holte. I 2014 fik jeg lov til at være med til at åbne Hotel SP34. Et designhotel i indre København. Alt i mens jeg afsluttede min kandidat blev jeg i branchen, og jeg er nu et år senere stadig fanget i dens spind.
Jeg har siden april 2015 arbejdet som Restaurantchef på BrewPub København. Inden længe vil jeg igen være at finde på Hotel SP34 – og hvem ved hvad fremtiden bringer, men én ting er helt sikkert – den har noget med service at gøre.
Jeg har gennem min tid på gulvet fået en klar forståelse for, hvordan man griber de fleste restaurantbesøg an. Derfor er det ikke blot min kærlighed til god mad, gode øl, god vin og service der vil skinne igennem – men også mit ønske om at skabe gode oplevelser for andre.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sidselssmag.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar